Til minde om Jonna Elbæk Maller
Støt indsamlingen
Skriv 38907 i kommentarfeltet eller scan QR-koden
Vores elskede mor var en kreativ sjæl med hænderne fulde af skaberglæde. Hun havde en særlig evne til at forme, bygge og bringe idéer til live – om det så var med strikkepinde, ler, pensler, blyanter eller jord under neglene. Hendes hænder kunne det hele, og hendes sind var fyldt med muligheder og fantasi.
Naturen var hendes fristed, og noget af det, der bragte hende allermest glæde, var at dele den med sine børnebørn – at gå ture, plante, samle, bade og bare at være i det fri.
Det lå hende derfor meget på sinde, at hendes afsked ikke skulle markeres med blomster i kirken, men med noget, der kunne gro og leve videre.
I stedet for blomster ønsker vi derfor, at der gives et bidrag til Den Danske Naturfond – til fordel for planter, træer og alt det grønne, som hun elskede.
På den måde håber vi, at hendes kærlighed til naturen kan få lov at vokse videre – i hendes ånd og til glæde for kommende generationer.
Kærligst Mads-Emil, Jonathan, Josephine, Mathias og Mille